CHATEAU BELLES CIMES ØKO 2. vin Ch. Coutet, Saint-Emilion 2019
Château Belles-Cîmes er Château Coutets såkaldte 2. vin, som i dette tilfælde laves på 50% Merlot og 50% Bouchet (Cabernet Franc). De økologiske vinstokke er i gennemsnittet 10 år gamle, og hører derfor til blandt de forholdsvist nyplantede, hvilket forklarer vinens store frugtrighed, umiddelbarhed og finesse. Efter en klassisk gæring på ståltanke med druernes egen gærkultur, foregår den malolaktiske gæring og modningen på 35% store fade samt et til to år gamle klassiske barriques af 225 l. Modningen varer normalt 12-14 måneder. Produktionen er normalt ret begrænset og var fx på kun 5.500 fl. i 2017.
Château Belles-Cîmes har storbroderens klassiske Saint-Emilions dyder; charme, finesse og stor frugtkoncentration, men Belles-Cîmes er mere umiddelbar og åben, allerede i sin ungdom. Her er det toner af kirsebær, hindbær og granatæbler, som dominerer både i duft og smag. Vinen slutter med en god balance mellem friskhed og velour samt meget diskrete toner af krydderier, tobak og hø.
Server den til fjerkræ, gris eller kalv, til vegetarianske gryderetter og hvidskimmeloste. Nydes ved ca. 16-18 grader.